Mød Allan Jouttijärvi -Business Application Specialist

/AAES/DK/Allan_ny.jpg

Allan startede som Operations Support i ASSA ABLOY Entrance Systems i marts 2021 og er netop blevet tilbudt en stilling som Business Application Specialist. Læs mere om, hvad der ifølge Allan gør ASSA ABLOY Entrance Systems til en unik arbejdsplads.

Hvem er Allan Jouttijärvi?

Mit navn er Allan Jouttijärvi, jeg er 33 år og bor i hjertet af Hobro. Min civilstand er single. Jeg er født og opvokset i Sønderjylland, 20 km fra den Dansk/Tyske grænse, så tysk har næsten været mit andet modersmål.

Jeg drog til Hobro, da jeg fandt en sød pige i Nørresundby og vi besluttede os for at flytte sammen, men som min civilstatus afslører så holdt det ikke.

Min beslutning for at blive boende i Hobro lå dengang, i at jeg var i gang med at læse til Logistikøkonom på EADania. Valget at blive har jeg ikke fortrudt og jeg må sige det har åbnet en ny verden for mig.

Hvornår startede du hos ASSA ABLOY Entrance Systems?

Jeg startede i ASSA ABLOY d. 29. Marts 2021 efter HR Manager Kim Jacobsen havde fundet mit CV og inviteret mig til første samtale ca. 14 dage forinden.

Hvad er din nuværende stilling?

Min nuværende stilling er Operations Support, en stilling som varetager mange forskellige opgaver og er behjælpelig til at hverdagen kører rundt for teknikerne og kontorpersonalet.

Hvordan ser din hverdag ud i dag?

Hverdagen for en Operations Support er en omskiftelige sag. Nogle dage er der meget stille, disse kan bruge til opfølgning på problemer og tickets der er blevet lavet. Andre dage er der ræs på fra før jeg får forladt min lejlighed til jeg får taget det sidste skridt ind ad min dør igen. Det er heldigvis de færreste dage der er således.

Meget af min hverdag går med at supportere og sikre at en stor og veldrevet serviceforretning,  konstant er på beatet så vores medarbejdere kan få hjælp til de spørgsmål der måtte opstå så vi undgår evt. fejl. 

Når vi får en ny tekniker, skal de oprettes i AX og FMP, det er også noget en Operations Support håndtere. Det samme gælder når der er ændringer i organisationen, som resulterer i at nogle medarbejdere tiltræder en anden stilling, og derfor skal have adgang til  systemerne.

Hvad er det bedste ved dit job?

Alsidigheden i hverdagen, forstået på den måde at ikke en dag er ens og ingen dag er kedelig. Der er en hvis gratifikation i at kunne løse et problem for mine kollegaer og enten høre eller se glæden over at problemet er løst.

Og selvfølgelig så er der mine kollegaer, uden dem ville hverdagen blive en trist gentagelse uden forandring. ASSA ABLOY er et rigtig godt sted at høre til, for selvom vi kan være pressede, så kan vi stadig finde tid til at hygge med banko eller bowling.

Hvad skal du lave i din nye stilling som Business Application Specialist?

I min nye stilling som Business Application Specialist skal jeg være med til at teste nye funktioner i AX og FMP, der vil komme fra Change Requests fra de forskellige lande.

Jeg skal være med til at sørge for at hvert land får en god opstart i det nye setup med AX og FMP. Her iblandt vil jeg skulle udvikle læringsmoduler til GPS, video- og skriftlige guides til brug af de forskellige moduler og funktioner.

Træning af nøglepersonel/superbrugere og slutbrugere samt supportere dem, vil også være en del af mine opgaver.

Da sådan en gang træning er bedst håndteret ved personligt fremmøde, betyder det, at jeg vil komme til at have en masse rejsetid til de forskellige afdelinger rundt i Europa og muligvis resten af verden, når de også skal på AX.

Hvad glæder du dig mest til ift. det nye job?

Glæder mig da selvfølgelig mest til at komme ud og møde vores mange kollegaer, rundt i vores forskellige afdelinger. Når det så er sagt, så er de nye arbejdsopgaver med test af de nye funktioner i AX og FMP på en meget tæt andenplads.

Glæder mig til at se, hvad det lige er jeg har sagt ja til, men må nok indrømme at jeg allerede har snust til rejselivet i forbindelse med nogle udstationeringer i Sverige og Norge.

I forbindelse med min udstationering i Norge kom jeg blandt andet tæt på en kollega som jeg også i fremtiden skal samarbejde med i min nye rolle. Det bliver interessant at samarbejde på tværs af lande og bidrage med vores forskellige spidskompetencer – og jeg glæder mig rigtig meget til det samarbejde.

Lokal forankret virksomhed med internationale udviklingsmuligheder

Til en hver person som overvejer at søge ind i ASSA ABLOY vil jeg bare sige; Gør det.

Vi er virkelig en international virksomhed med rig mulighed for udvikling og rigelig af udfordringer nationalt såvel som internationalt. Alle stillinger er åbne for alle, så længe de har kvalifikationerne og interessen.