Karoline Simonsen - Elev i ASSA ABLOY

/global/scaled/4032x1751x0x983x1000x435/AAES-DK-about-us-Mød en kollega-Karoline.jpg

Karoline Simonsen har været elev ved ASSA ABLOY Entrance Systems siden 1. august 2018. Karoline er fuld i gang med sin kontoruddannelse med specialet, administration. Vi tænkte derfor, at vi ville høre Karoline ad, hvordan det er at være elev ved ASSA ABLOY Entrance Systems. Hør her, hvad Karoline havde at fortælle.

Hvorfor valgte du ASSA ABLOY Entrance Systems som din elevplads?
"ASSA ABLOY Entrance Systems lagde fra starten meget vægt på, at give mig en alsidig elevtid, hvor jeg har mulighed for at lære alle afdelingerne at kende. Samtidig er det utroligt spændende at være en del af en stor international virksomhed, som har fokus på innovation og fremdrift, hvad der betyder at der hele tiden sker noget nyt i organisationen. Den slags erfaring er jeg glad for at have med mig, da det inspirerer til at se tingende fra nye vinkler. Det giver mig god mulighed for at se processerne og mine arbejdsopgaver i et større perspektiv."

Hvordan var det at starte hos AAES?
"Jeg er blevet taget utrolig godt imod af alle mine skønne kollegaer. Som helt grøn elev var jeg meget spændt på at komme ud på arbejdspladsen, men det har heldigvis været en meget positiv oplevelse.

Allerede på min anden dag, fik jeg lov til at komme ud med en servicetekniker, for at se hvordan vi arbejder uden for kontoret. Også inde på kontoret har folk været gode til at præsentere mig for arbejdsgangene, og gjort meget for at inddrage mig i dagligdagen."

Hvad har du foreløbigt lavet i dit elevforløb? – Og hvad skal du lave fremadrettet?
"Jeg startede mit forløb i bogholderiet, hvor jeg bl.a. hjalp med at bogføre indbetalinger, og med debet og kredit. Herefter fik jeg lov til at sidde i receptionen og have ansvar for koordinering og faktureringer. I dag er jeg i serviceafdelingen, hvor jeg bl.a. er med til at være forbindelsen mellem kunden og vores serviceteknikere; jeg registrer indkomne opgaver og videreformidler dem til serviceteknikerne.

Det er spændende at se hvordan alle afdelingerne er spundet sammen, da jeg får lov til at følge hele processen. Det giver mig dermed mulighed for at kunne se en større sammenhæng med tingene. Derudover synes jeg det er vigtigt at have en forståelse for ens kollegers arbejdsopgaver, da det bidrager til et godt samarbejde."

Hvad står ellers på programmet fremadrettet?
"Til maj har jeg fået mulighed for at tage en måned til Holland, hvor jeg skal hjælpe dem i deres marketingsafdeling. Jeg er sikker på, at det bliver en helt fantastisk oplevelse, hvor jeg kan tage en masse nyttige erfaringer med mig. Min tur til Holland giver mig også mulighed for at se ASSA ABLOY uden for Danmark og i en international kontekst. Det kommer til at give mig et bredere og bedre kendskab til, hvordan ASSA ABLOY fungerer.

Efter jeg er kommet hjem skal jeg i montageafdelingen, ud på lageret og til sidst i mit elevforløb skal jeg sidde i salg og marketing. Jeg kommer altså rundt i hele organisationen."

Hvordan er det at være elev ved AAES?
"Super fedt!

Jeg føler mig taget rigtigt godt imod alle steder I virksomheden. Alle er søde til at hjælpe og sætte mig ind i opgaverne. At jeg får lov til at komme rundt til alle afdelingerne og prøve kræfter med mange forskellige typer arbejdsopgaver er virkeligt spændende og lærerigt."